Formanden er både ildsjæl og brandmand

Korsør har en maritim historie og kultur, det er værd at fortælle, være stolt af og føre videre. Derfor er det vigtigt med en årlig begivenhed som de lokale maritime kulturdage, mener formanden for Korsørs Maritim Kulturuge, Preben Jensen

INTERVIEW – I Korsør har man opbygget en tradition for at have fokus på byens maritime kultur med en årlig begivenhed. I 1990’erne var det Vanddagen, og siden 2003 har Korsør haft sin maritime kulturuge. En kulturuge, der fremover er en del af Danmarks Maritime Kultur og Folkemøde.

De maritime kulturelle aktiviteter er forankret hos en styregruppe, hvor Preben Jensen er formand. I dag arbejder han som marinespecialist/ chauffør på Flådestation Korsør og er deltidsbrandmand, men har inden da sejlet som matros i 20 år. Interessen for kulturdagene begyndte som så meget andet her i livet lidt tilfældigt.

”Jeg er ansat som deltidsbrandmand, og i den forbindelse har jeg været med til at arrangere åbent hus til de årlige Vanddage, hvor vi viste vores beredskab frem og fortalte om det. Derudover har jeg været formand for det lokale ungdomsbrandvæsen, og kom så for nogle år siden med i bestyrelsen for den maritim kulturuge. Jeg vil gerne foreningsarbejde, og det vi laver i Korsør med det maritime, giver ekstra god mening. Derfor valgte jeg også at sige ja til at blive formand i sin tid,” siger Preben Jensen.

Han har den holdning, at hvis ingen gør noget, så sker der ingenting. Derfor gør han noget.

”Og lige nu har jeg energien, og den vil jeg gerne bruge på, at foreningerne i Korsør har et sted at vise sig frem. Vi har foreninger med lystfiskere, modelskibsbyggere og så videre, som med den maritim kulturuge hver år har et vindue til at gøre ekstra opmærksom på sig selv for eksempel overfor tilflyttere,” siger Preben Jensen.

Lige nu arbejdes der på at skaffe den nødvendige økonomiske støtte til en række kulturelle aktiviteter til det kommende kultur- og folkemøde   

” Vi opererer med rigtig mange frivillige og lokale ildsjæle, men derfor er der alligevel nogle udgifter. Dem arbejder vi lige nu på at tilvejebringe midler til at dække. Det er det helt afgørende for de kulturelle aktiviteter, at den politiske velvilje også bakkes op økonomisk, siger Preben Jensen.”

Udover de mange kulturelle aktiviteter, som Preben Jensen er med til at arrangere og få til Korsør i uge 34, er han også engageret i at planlægge debatter til den politiske del af folkemødet. Konkret arbejdes der på en debat om klima og miljø, og hvordan vi kan rense verdenshavene for alt det plastic, der efterhånden flyder rundt i det. En debat der indtil nu involverer folketingspolitikere, Maersk, en hollandsk opfinder og et par NGO’er.

”Den politiske opmærksomhed og debatterne er vigtige for både Korsør og det maritime område. Det betyder noget, at vi med det maritime kultur- og folkemøde er med til at øge kendskabet til, hvor meget det maritime erhverv og den maritime historie betyder for Danmark. Erhvervet har brug for unge mennesker, der vil uddanne sig indenfor det maritime, politikerne må ikke bare beslutte at lave alle havne om til beboelse, det maritime har en meget vigtig rolle at spille, når det handler om klimamål og bæredygtighed, og sådan kan du blive ved, siger Preben Jensen.

Og det er lige, hvad Preben Jensen gør – for nogen skal jo gøre det.

Del dette indlæg

Del på facebook
Share on Facebook
Del på twitter
Share on Twitter
Del på linkedin
Share on Linkdin
X
X