Maritim job- og uddannelsesdag på flådestationen

Flådestation Korsør udvider i år deres åbent hus med en ekstra dag, når der inviteres til Maritim Job- og uddannelsesdag fredag den 23. august kl. 9-14. Der er åbent for tilmelding.

De maritime erhverv er på linje med de fleste andre brancher afhængige af at kunne tiltrække dygtige medarbejdere, og at unge mennesker vil uddanne sig til et af de mange spændende job, der findes inden for søværnet og ’Det blå Danmark’.

Derfor arrangerer Flådestation Korsør i samarbejde med UU-Slagelse, Tekniske erhvervsskoler og det Blå Danmark i år en maritim job- og uddannelsesdag målrettet unge mennesker. Dagen, som er et stort åbent hus-arrangement på flådestationen, henvender sig til alle unge – både dem, som er interesseret i en teknisk uddannelse, en maritim uddannelse, et job i det maritime erhverv, men også til dem, som ikke har besluttet sig for hvad de skal uddanne sig til, eller er interesseret et job som ufaglært.

”Vi har i mange år tænkt på, at en maritim job- og uddannelsesdag målrettet unge mennesker vil være relevant at arrangere, og ser dagen som en naturlig forlængelse af den interesse vi oplevede for emnet på sidste års maritime kultur- og folkemøde,” siger projektkoordinater på Flådestationen i Korsør, Nina Sundmand Ottesen.  

Der er stadig åbent hus på flådestationen om lørdagen. Ideen med det målrettede arrangement for unge om fredagen er at få en bedre mulighed for at komme i dialog med de interesserede unge, som i små guidede grupper bliver fulgt rundt på skibe og værksteder på flådestationen.

”Her møder de ansatte, som fortæller om deres job og dagligdag, og turen går også gennem uddannelsestelte, hvor de møder vejledere fra erhvervsskoler, Det Blå Danmark, UU-Slagelse og Forsvarets Dag,” siger Nina Sundmand Ottesen

Alene på flådestationen i Korsør arbejder der næsten 1000 mennesker, som i sig selv giver et billede af, hvor varieret en karriere inden for det maritime kan forme sig. Nogle arbejder på skibe eller værksted, andre på forskellige kontorjobs. Nogen er faglærte, nogen er ufaglærte. En arbejdsplads, hvor der både er civile og militære uddannelses- og jobmuligheder.

Maritim Job- og uddannelsesdag er en del af Det Maritime Kultur- og Folkemøde. Hent invitationen her eller se mere om uddannelsesdagen og tilmed dig på www.mkof.dk/#uddannelse. Der er tilmeldingsfrist onsdag den 12. juni.

Del dette indlæg

Del på facebook
Share on Facebook
Del på twitter
Share on Twitter
Del på linkedin
Share on Linkdin
X
X